Kommunikatør i Greenpeace Nordic
Kommunikatør i Greenpeace Nordic
Vil du være med til at sætte den grønne dagsorden i Danmark? Vil du kaste dine evner, professionalisme og kreativitet ind i at få politikere og virksomheder til at lytte til videnskaben, klimastrejkende unge og den voksende folkelige appetit på grønnere transport og mindre kød?
Greenpeace søger en kommunikatør med et præcist, levende sprog og veludviklede evner til at gøre komplekse notater fra vores fagmedarbejdere til et afkodeligt indsalg. Andre gange går det stærkt, når en politisk udvikling giver anledning til at sende to citater med bid og analyse.
Du skal dyrke vores troværdighed og positionere os skarpt i debatten inden for særligt klima, landbrug og hav/fiskeri, i tæt samarbejde med særligt vores fageksperter.
Vores værktøjskasse rummer bl.a. undersøgende arbejde, analyse, afsløring og politisk påvirkning, men også aktivisme, visuel kommunikation og et ønske om at være en faciliterende del af en bevægelse, som engagerer mennesker og er med til at flytte holdninger og handlinger.
Du tager initiativ til at pitche storstilede kampagne-tiltag, men er heller ikke for fin til at skrive et Facebook-opslag. Ofte vil du have ansvaret for kommunikation bredt set - gerne i samarbejde med en (endnu mere) digital kollega - fra strategisk udvikling til eksekvering.
Der vil også være mulighed for egentlig projektledelse hen ad vejen, hvis din profil passer til det, samt eksempelvis samarbejder med influencers, bureauer og kolleger i branchen.
Du mestrer et perfekt skriftligt dansk, er dygtig til engelsk i både skrift og tale. Der er ikke umiddelbart talsperson-opgaver forbundet med rollen, tværtimod skal du arbejde målrettet for at iscenesætte og rådgive dygtige fagpersoner samt generalsekretæren for Greenpeace Norden.
Vi lover, at den bedste idé altid “vinder” og tilbyder et varmt kammeratskab med højt til loftet og et internationalt miljø med masser af samarbejde med kolleger rundt om i verden.
Stillingen er fast med et halvt års prøvtid. Søg med et koncist CV og en personlig ansøgning på dansk, gerne som pdf. Ansøgningsfristen er 25. april, og stillingen er åben fra 1. juni, men vi vil hellere afvente en evt. opsigelsesfrist hos anden arbejdsgiver end haste processen.
Arbejdspladsen er på Islands Brygge i København, og der kan forventes nogen rejseaktivitet, ofte med tog til Stockholm, hvor Greenpeace Nordens største kontor er beliggende.
Ved spørgsmål kontakt fungerende kampagnechef Mads Fisker, tlf. 30 24 03 34.